Direktør, Lykkeliga
Direktør
Vil du være direktør i en helt anden liga? Og kan du skabe struktur, økonomisk bæredygtighed og udvikling i en organisation, hvor Lykken Først! ikke bare er et slogan, men selve fundamentet for alt, hvad vi gør?
Lykkeliga søger en direktør til en både anderledes og attraktiv ledelsesopgave. Efter næsten ti års markant udvikling står Lykkeliga nu over for en ny fase. Organisationen har opbygget et stærkt brand, en helt særlig kultur og betydelige udviklingsmuligheder. Nu skal der skabes et endnu stærkere organisatorisk og økonomisk fundament for fremtiden.
Som direktør får du det samlede ansvar for ledelse, økonomi og organisation. Du refererer til bestyrelsen og skal i tæt samarbejde med medarbejderne videreudvikle en organisation, som er præget af stort engagement, kreativitet og mange gode ideer. En særlig dimension ved jobbet er samarbejdet med stifteren Rikke Nielsen, der fortsat skal være Lykkeligas naturlige og centrale frontfigur. Din opgave bliver at skabe rammerne for, at Rikke og de øvrige medarbejdere kan gøre det, de er allerbedst til.
Vi søger en erfaren leder med stærke organisatoriske og forretningsmæssige kompetencer, solid økonomisk forståelse og gerne erfaring med fundraising og partnerskaber. Du har strategisk udsyn, er handlekraftig og kan skabe struktur og resultater uden at kvæle den kreativitet og begejstring, som kendetegner Lykkeliga.
Som person er du uhøjtidelig, relationelt stærk og robust. Du har humor, menneskelig varme og en naturlig autoritet. Du hviler i dig selv, har ikke behov for at stå forrest i rampelyset og motiveres af at gøre andre gode. Og så skal du selvfølgelig have lyst til at være en del af et fællesskab, hvor der er plads til både store ambitioner, skæve ideer og masser af highfives.
Lykkeliga har kontor i Aalborg, men mange samarbejdspartnere har hjemme i hovedstadsområdet og resten af landet. Du kan derfor have base i enten Nordjylland eller hovedstadsområdet. Der er mulighed for fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet, og for den rette erfarne profil kan stillingen også varetages med reduceret arbejdstid. Det afgørende er, at du tager det samlede direktøransvar.
Læs mere i job- og personprofilen (pdf).
Har du spørgsmål, er du velkommen til at sende en sms eller mail til bestyrelsesformand Bolette Christensen på tlf. 40 64 89 23 / bolettechr@outlook.com eller partner i Genitor Christian Roslev på tlf. 25 20 15 05 / chro@genitor.dk for at aftale et tidspunkt til en snak.
Ansøgningsfristen er den 3. december 2026.