Chef til afdeling for ejendomsservice, Rudersdal Kommune
Chef til afdeling for ejendomsservice
Vi etablerer en ny afdeling for ejendomsservice. Vil du stå i spidsen for udviklingen af kommunens ejendomsdrift – og kan du etablere den nye afdeling, så vi i fællesskab med vores brugere understøtter den daglige drift på skoler, plejehjem, i idrætshaller, daginstitutioner og kulturhuse?
Ny afdeling for ejendomsservice
Rudersdal Kommune råder over en betydelig bygningsmasse med skoler, dagtilbud, idrætsfaciliteter, kulturinstitutioner, plejehjem og administrative bygninger.
Fra 1. januar 2027 samles ejendomsdriften for alle ejendomme i én afdeling. Det sker både for at sikre en robust og driftssikker serviceorganisation og for løbende at kunne optimere driften på tværs af de kommunale tilbud. Vi søger en engageret og udviklingsorienteret chef, der kan stille sig i spidsen for at omsætte visionen om den samlede drift til virkelighed. Vi har netop fået godkendt en ny ejendomsstrategi, der sætter retningen for den nye organisation og vores opgaver. Du kan læse strategien HER.
Driftsområdet består af knap 100 medarbejdere med en nyoprettet teamlederstruktur. Vi har haft en god og inddragende proces i hele organisationen for at sikre, at medarbejderne har et ejerskab til processen inden overgangen til den nye afdeling. Derfor har vi valgt en model, hvor medarbejdernes lokale tilstedeværelse fortsætter, og hvor vi både understøtter den rene bygningsmæssige drift og den daglige service rettet mod brugerne. Det forudsætter, at vi holder fokus på at levere relevant service, samtidig med at vi ser på optimeringsmulighederne.
Som chef for Ejendomsservice får du, sammen med dine teamledere, en central rolle i arbejdet med at implementere den nye organisering i tæt dialog med vores mange brugere og fagområder.
Om stillingen
Du bliver en del af ledelsen i Ejendomme og Arealer, der ud over Ejendomsservice består af Rudersdal Ejendomme, Park og Vej og vores tværgående enhed, Strategi og Sammenhæng. Rudersdal Ejendomme varetager Vedligeholdelse og renoveringsopgaver, nybyggeri, køb og salg og administration af vores mange aftaler. Herudover har de ansvar for de tekniske installationer inkl. serviceaftaler, forsyningen i form af el, vand og varme samt rengøring. Park og Vej står for driften af vores udearealer, herunder driften af udenomsarealerne ved ejendommene, mens Strategi og Sammenhæng understøtter os på tværs.
Du bliver en del af et stærkt ledelsesfællesskab med fokus på kvalitet, samarbejde og udvikling.
Du får ansvar for den daglige ledelse af ejendomsdrift- og service og bliver en nøglespiller i arbejdet med at:
- Sikre effektiv service og drift af kommunens ejendomme
- Skabe høj kvalitet i understøttelsen af brugernes behov
- Udvikle processer, arbejdsgange og samarbejde på tværs af organisationen
- Bidrage til energioptimering og kommunens klima- og bæredygtighedsindsatser
- Prioritere ressourcer og investeringer med afsæt i data og faglige vurderinger
- Sikre en professionel dialog med institutioner, ledere, politikere og eksterne samarbejdspartnere
Du får personaleansvar for 4-5 teamledere, som har den direkte personaleledelse af afdelingens medarbejdere med forskellige faglige baggrunde indenfor drift, service og teknik, herunder svømmehalsdrift.
Du lykkes i rollen, når du
- Sætter retning og skaber motivation blandt medarbejdere og ledere
- Sikrer høj faglig kvalitet og effektiv ressourceanvendelse
- Har et stærkt servicegen og ved, at vi er til for at understøtte den lokale drift
- Samarbejder med de lokale ledelser gennem løbende dialog og forventningsafstemning
- Passer på dine medarbejdere i det krydspres, de kan komme til at opleve sig i
- Sikrer et godt arbejdsmiljø og en kultur præget af ansvarlighed, tillid og samarbejde
- Samarbejder med dine chefkolleger i området, så vi er en professionel organisation, der sammen lykkes med at servicere vores brugere
- Har blik for at hverdagens udfordringer har stort fokus hos politikere og interessenter
- Udvikler den samlede ejendomsdrift- og service med fokus på effektive arbejdsgange og i tråd med kommunens politikker for bl.a. indkøb og bæredygtighed
- Bidrager aktivt til kommunens tværgående ledelsessamarbejde
Vi forventer, at du
- Har erfaring med ledelse af drifts-, service- eller ejendomsorganisationer
- Har indsigt i ejendomsdrift, facility management, byggeri eller beslægtede områder
- Har forståelse for økonomistyring, budgetter og politiske beslutningsprocesser
- Er en tydelig og nærværende leder, som kan skabe følgeskab
Erfaring fra en politisk styret organisation er en fordel, men ikke et krav.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på fuld tid og aflønnes efter gældende overenskomst og principperne om Ny Løn.
Tiltrædelse efter aftale.
Derfor skal du vælge Rudersdal Kommune
I Rudersdal Kommune får du mulighed for at præge et område med stor betydning for kommunens kerneopgaver. Du bliver en del af en ambitiøs organisation med fokus på kvalitet, bæredygtighed og god service til borgere og brugere.
I Rudersdal Kommune tror vi på, at vi kun lykkes i fællesskab. Derfor er det vores mål, at alle kommunens medarbejdere og ledere i alle opgaver - og i fællesskab - arbejder for at skabe bæredygtige løsninger, der giver værdi for borgerne, virksomheden og det samfund, vi er en del af. Se vores film om Rudersdal Kommunes strategi og værdier ”Vi lykkes kun i fællesskab” HER.
Det er nemt at komme til Rådhuset i Holte, vi har S-tog og bus til døren, cykelsti og gratis parkering. Læs mere om Rudersdal Kommune som arbejdsplads HER.
Vi tilbyder:
- Et spændende lederjob med stor selvstændighed
- Dygtige medarbejdere og engagerede lederkolleger
- Mulighed for at sætte dit personlige præg på udviklingen af ejendomsområdet
- En arbejdsplads med fokus på ledelsesudvikling, trivsel og samarbejde
- Gode muligheder for faglig og personlig udvikling
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Hans Dyrby Kloch, områdechef Ejendomme og Arealer på kloch@rudersdal.dk / 72 68 22 10.
Vi samarbejder med Genitor om rekrutteringsprocessen. Du er velkommen til at kontakte partner Hanne Kristensen på hkr@genitor.dk / 2511 7137.
Ansættelsesprocessen
Ansøgningsfrist 9. november 2026.
Førstesamtalerne er planlagt til tirsdag den 10. november og andensamtalerne onsdag den 25. november. Mellem første og anden samtaler skal kandidaterne gennemgå et testforløb.