Afdelingschef for Natur og Miljø
Vil du stå i spidsen for det politiske og faglige arbejde i Danmarks største grønne medlemsorganisation – og være med til at sætte retningen for natur, miljø og klima i en historisk brydningstid? Har du indgående kendskab til politiske processer og solid erfaring med at omsætte komplekse dagsordener til konkret indflydelse? Og motiveres du af at lede dygtige medarbejdere og skabe en arbejdsplads præget af faglighed, engagement og mening? Så er stillingen som afdelingschef for Natur og Miljø i Danmarks Naturfredningsforening måske noget for dig.
Danmarks Naturfredningsforenings stærke position skal fastholdes og udvikles
Med Grøn Trepart har Danmarks Naturfredningsforening (DN) indtaget en ny og markant position i det politiske landskab. Vi står over for nogle af de største og vigtigste opgaver i foreningens historie. Implementeringen af Grøn Trepart indebærer den største arealomlægning i Danmark nogensinde, herunder udtagning af 400.000 ha landbrugsjord. At gøre aftalen til virkelighed bliver en helt central indsats for DN i de kommende år – både lokalt og nationalt.
Samtidig skal DN spille en nøglerolle i arbejdet med en kommende natur- og biodiversitetslov, der vil sætte retningen for naturindsatsen mange år frem. Vi skal i mål med beskyttelsen af vores drikkevand og finde de fagligt rigtige løsning for vores havnatur og en reel omstilling af landbruget.
Som afdelingschef bliver din væsentligste opgave sammen afdelingen og resten af organisationen at udnytte foreningens stærke position i det politiske landskab til at skabe konkrete resultater for natur, miljø og klima.
Du skaber konkrete resultater i et fagligt stærkt miljø
Du bliver chef for en afdeling med dygtige og engagerede medarbejdere, en souschef og en række teamledere, der har en stærk fælles motivation for den grønne dagsorden. På det politiske område ønsker DN fortsat at være en troværdig og uundværlig grøn stemme, der skaber folkelig opbakning og konkrete og tydelige resultater for natur, miljø og klima. DN lægger særligt vægt på at opnå politiske resultater – både nationalt og lokalt med vores afdelinger – og at være anerkendt for et højt fagligt niveau. Som afdelingschef har du ansvaret for at drive og udvikle det faglige niveau, så organisationen fortsat kan inspirere, sætte dagsorden og skabe opbakning fra både borgere og politiske aktører. Derudover skal du identificere nye udviklingsmuligheder og spotte tendenser, der har betydning for interessevaretagelsen eller kan omsættes til mere langsigtede strategiske initiativer eller eksterne partnerskaber med fx fonde.
Afdelingen varetager politisk interessevaretagelse, herunder udarbejdelse af politiske forslag vedrørende f.eks. natur og biodiversitet på land og til havs, landbrug, klima og implementering af Grøn Trepart. Afdelingen forbereder og rejser desuden fredningssager, yder faglig sparring for foreningens lokalafdelinger og understøtter lokalafdelingerne i deres lokalpolitiske interessevaretagelse. DN er en attraktiv arbejdsplads, man er stolt over at være en del af. I samarbejde med souschefen vil du have ansvar for personaleledelsen i afdelingen og du får en vigtig opgave i at fastholde og udvikle det faglige og sociale samspil og den høje trivsel blandt medarbejderne.
Du har en relevant naturfaglig eller samfundsfaglig uddannelse samt solid erfaring med personaleledelse. Du er strategisk og analytisk stærk og velstruktureret, og kan samarbejde med mange forskellige mennesker. Du efterlever klassiske embedsmandsdyder og har et indgående kendskab til politiske processer, aktører på feltet og til den grønne dagsorden både lokalt og nationalt.
Yderligere information
Du kan læse mere i job- og personprofilen (pdf). Hvis du har spørgsmål om jobbet, er du meget velkommen til at kontakte direktør Lars Midtiby på tlf. 2220 0801 eller e-mail lars@dn.dk.
Ansøgningsfristen er tirsdag den 14. april 2026.
Om Danmarks Naturfredningsforening
DN er med 138.000 medlemmer og 2.800 frivillige en stor og betydningsfuld organisation. Foreningen har i mere end 100 år kæmpet for at bevare, beskytte, renholde og demokratisere den danske natur.
Det ligger i foreningens DNA at være en modig forening, der går foran, og det er også tilfældet i dag, hvor den grønne dagsorden er en vigtig samfundsmæssig opgave. Med sin store bredde og faglige tyngde er Danmarks Naturfredningsforening det naturlige samlingspunkt for den grønne bevægelse i Danmark.