Ejendomsleder til driftscenter på Nørrebro, Bo-Vita
Ejendomsleder til driftscenter på Nørrebro
Vil du have det daglige ansvar for drift, ledelse og udvikling af en boligafdeling i København, hvor fællesskab, grønne omgivelser og beboerdemokrati går hånd i hånd?
Bo-Vita søger en ejendomsleder til vores driftscenter på Nørrebro, hvor du får det daglige ansvar for 11 medarbejdere og fem boligafdelinger med i alt 1.223 boliger. I stillingen får du en central rolle i den daglige drift, i samarbejdet med beboere og afdelingsbestyrelser samt en kommende større renovering i boligafdelingen Den Grønne Trekant.
Som ejendomsleder er du Bo-Vitas ansigt udadtil i driftscenterets afdelinger. Du får det daglige ansvar for ejendomskontoret og for at sikre en velfungerende, tryg og professionel drift med høj service over for beboerne.
Dine primære opgaver
- Daglig ledelse, koordinering og udvikling af ejendomskontorets medarbejdere
- Overordnet ansvar for drift, vedligeholdelse og tilsyn med bygninger og udearealer
- Tæt samarbejde med afdelingsbestyrelser og aktiv deltagelse i beboerdemokratiet
- Dialog og service over for beboere i hverdagen
- Planlægning og opfølgning på drifts- og vedligeholdelsesopgaver
- Udvikle og optimere samarbejdet med eksterne leverandører og håndværkere
- Medvirke til budgetopfølgning og økonomisk styring inden for driftsrammen
- Sikre kvalitet, orden og struktur i ejendomskontorets arbejde
- Medvirke til løbende optimering af driften gennem fortsat udvikling af arbejdsprocesser og kompetencer.
- Deltagelse i forberedelse og gennemførelse af en kommende renovering af Den Grønne Trekant i samarbejde med Bo-Vitas byggeorganisation
- Bidrage til udvikling af fællesskaber og aktiviteter i afdelingen, herunder samarbejde om beboerhuset og fælles faciliteter
Din profil
Du har erfaring fra den almene boligsektor eller en tilsvarende drifts- og ledelsesrolle og trives med ansvar og mange samarbejdsflader. Du har blik for både mennesker, bygninger og processer og kan skabe struktur i en travl hverdag med mange opgaver.
Vi lægger vægt på, at du:
- Har erfaring med ejendomsdrift og ledelse gerne fra den almene sektor
- Har forståelse for beboerdemokrati og samarbejde med afdelingsbestyrelser og kan deltage i en del møder uden for normal arbejdstid
- Er tydelig, motiverende, tillidsvækkende og imødekommende i din kommunikation
- Arbejder struktureret og har overblik også når der er mange bolde i luften
- Er robust og kan håndtere styring af planlagte opgaver kombineret med ad hoc udfordringer
- Trives med at være synlig i afdelingen og tæt på beboerne
- Har lyst til at arbejde i en afdeling i udvikling og med en kommende renovering
- Kan samarbejde bredt med kollegaer, administration, bestyrelser og byggeorganisation
Vi tilbyder
- En central og selvstændig lederrolle i en stor og dynamisk boligafdeling
- Mulighed for at præge afdelingens daglige drift og den fremtidige udvikling af Den Grønne Trekant
- Et fagligt stærkt og engageret kollegialt miljø i Bo-Vita
- Et arbejdsmiljø med fokus på samarbejde, tillid og fælles ansvar
- En alsidig hverdag med fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdet
- En attraktiv lønpakke inklusiv pension og sundhedsforsikring
- Arbejdstid på 37 timer om ugen.
- Arbejdssted: Ejendomskontoret i Den Grønne Trekant, Vermundsgade 43A, 2100 København Ø.
Ansøgning
- Send os gerne dit CV allerede i dag, og senest den 6. december 2026, via linket nederst på siden. Du kan yderligere vælge at vedlægge motiveret ansøgning.
- Vi indkalder løbende til samtaler og afslutter processen når vi har fundet den rette kandidat.
- Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte driftscenterchef Torben Pretzmann på e mail tfp@bo-vita.dk, telefon 61900562 eller administrationschef Dorte Thorsen på e mail dor@bo-vita.dk, telefon 6035 2621
Bo-Vitas driftscenter på Nørrebro er ansvarlig for drift af fem boligafdelinger:
- Den Grønne Trekant rummer 608 boliger. Afdelingen står over for en større renovering, hvor ejendomslederen får en vigtig rolle i at sikre god dialog og tryghed i hverdagen.
- Mjølnerparken rummer 282 nyrenoverede boliger, fordelt på ungdomsboliger og 2- til 5-rums familieboliger med altan eller terrasse.
- Hothers Plads rummer 103 boliger, fordelt på ældreboliger, familiebolger samt ungdomsboliger.
- Lersø Park Allé rummer 161 moderne ungdomsboliger.
- High Five rummer 69 nybyggede boliger med 2- til 4-rum.
Om Bo-Vita
I Bo-Vita udlejer vi ca. 6.000 almene boliger fordelt på omkring 60 boligafdelinger, der ligger i København og på Sjælland. Vi tilbyder familie-, ungdoms- og ældreboliger, seniorbofællesskaber og medejerboliger. Som almen boligorganisation arbejder vi med opførelse, udlejning og administration af boliger for alle samt langsigtet udvikling af boliger og boligområder med beboerdemokratiet i centrum. Du kan læse om vores håndtering af persondata og mere om Bo-Vita på bo-vita.dk.